Aiming for the Stars

1. juni, 2008 af martinwiboe

Jesper og jeg mener selv, at vi tilhører den mere celebre del af New Yorks natteliv. Desværre har de andre kendisser ikke opdaget det endnu, så vi så os nødsaget til at starte fredagen med et besøg hos Madame Tussaud’s på Times Square:

P1012295P1012294P1012302P1012301P1012305P1012318

Clinton havde som sædvanligt fingrene langt fremme:

P1012316

Senere gik det op ad 5th Avenue til Tiffany’s eksklusive juvelerbutik og Rockefeller Center:

P1012343P1012341P1012346

Om aftenen fortsatte vi vores utrættelige udforskning af det amerikanske fast food-miljø. Vi føler, at vi deltager i et kapløb med tiden før vores kredsløb bukker under, og det var derfor vigtigt for os at nå at spise på Burger King for første gang på denne ferie.

Fra og med lørdag er der World Science Festival i New York City. Byen byder på foredrag med tryllekunstnere, atomfysikere og nobelprismodtagere.
Som et led i vores omfattende planlægning har Jesper og jeg naturligvis ikke fået købt billetter, så dagen startede med at stå i kø til billetkontoret ved New Yorks Universitet. Universitetet er USAs største private universitet, og vi havde da også mere end almindeligt svært ved bare at finde indgangen. Desværre blev vores anstrengelser ikke præmieret – det var ikke muligt at få billetter til den første forestilling.
Vi tog en smule ud i byen og fandt Forbidden Planet – en butik, som indeholder alt hvad hjertet kan begære inden for tegneserier, skulpturer af fiktive skurke og japansk manga. Hvis man leder efter en bestemt tegneserie (eller en samling fedtede nørder, for den sags skyld) kan den garanteret fås her.

Efter et kort kig i butikken tog vi igen tilbage til universitetet for at få billetter til showet klokken 12:30. Heller ikke denne gang blev vores udholdenhed belønnet – der var ingen billetter. Tværtimod opnåede vi ikke andet end at blive fanget i et stort regnvejr. Det lagde en dæmper på interessen for parken ved universitetet, Washington Square Park.

Set i lyset af vejrets fjendtlighed valgte vi at tilbringe resten af dagen på Museum of Modern Art. Museet er netop renoveret for omkring en halv milliard $. Og der er da også malet pænt. Selve indholdet af bygningen er også interessant – der er en stor udstilling om moderne design af hverdagsting – fancy stole og piskeris. Desuden byder museet på en overvældende samling af videoer og alternative opstillinger. De fleste ting var rimelig funky, og der var rig lejlighed til at spekulere over, hvad tanken bag mon var:

P1012354P1012353P1012357P1012361

Ovenpå er der skulpturer og mere traditionel kunst. Blandt de mere kendte værker fandt vi Andy Warhols Campbell-suppedåser og Roy Lichtensteins druknende tegneseriekvinde:

andy-warhol-campbells-soup17dc901acf9bbd547c87d6b2091fe3c187d696205_m

Dagen blev sluttet af i en biograf downtown, hvor vi så filmen Stuck. Den handler om en kvinde, der påkører en vagabond som kommer til at sidde fast (“stuck”) i hendes forrude. Af frygt for sin karriere vælger kvinden at lade manden blive siddende i sin garage. Det kommer der naturligvis en del komplikationer ud af – den kan anbefales!

Lad os slutte af med et billede af Jesper og The Man In Black, Johnny Cash himself.
P1012322

Død ved Brooklyn Bridge

30. maj, 2008 af martinwiboe

New York City er jo kendt for sine mange lys og sit ry som “byen, der aldrig sover”.
Men i disse dage har NYC også en mørkere og mere død side i form af udstillingen Bodies, der ligger i Downtown Manhattan. Udstillingen indeholder mere end 20 menneskekroppe og 200 organer, der er konserveret i gennemsigtig plast. København er for tiden vært for en tilsvarende udstilling (det viser sig at døde folk er et kommercielt hit).

Efter morgenmad tog Jesper og jeg ned at kigge på udstillingen. Indgangen var ikke billig (~130 kr.), selvom man ikke umiddelbart skulle synes at de burde have store lønudgifter ;)
Indenfor ledes man gennem forskellige afdelinger af menneskekroppen og ser eksempler på de enkelte dele. Det varierer, hvor meget der er “skrællet af” de forskellige personer, og man kunne således se skelettet på nogle af figurerne, mens blodårerne var synlige på andre.

Der er fotografering forbudt i hele udstillingen, så I må nøjes med dette billede fra Internettet:
image
Vi så da også denne tænksomme herre på udstillingen. Andre steder havde man fjernet alt undtagen blodårerne. Faktisk indeholder menneskekroppen mere end 100.000 km blodårer i alt!

Senere tog vi nordpå i byen og tog den luftbårne kabelbane til Roosevelt Island. Roosevelt Island har utrolig lidt at byde på, så det endte med en lur på græsset og så hjem igen.

P1012280 IMGP0731

Dernæst gik turen til Hayden Planetarium, der har et 360° lærred. Oplevelsen er meget anderledes end en almindelig biograf, og man føler faktisk at man bevæger sig gennem stjerneflokkene. Og så var forestillingen, Cosmic Collisions, indtalt af Robert Redford. Så kan man lidt igen.

Planetariet er nybygget og indeholder forskellige modeller, hvor man kan se størrelsforholdet mellem jorden og solen, universet og atomet. Desuden har de en ægte jernmeteorit, der er faldet ned i Mexico.

Efter en tur i Central Park gik det mod vores hotelværelse for at hvile de trætte lemmer. Til aftensmad havde vi læst om en italiensk restaurant i det finansielle kvarter. Der serveres pizza til rimelige priser, og der var stuvende fuldt. Gaden var bogstavelig talt spærret af og fyldt op med caféborde med glade mennesker. Det er fedt at man i USA spiser mere ude end hjemme, og maden var da også mucho bravos.
Lad os slutte med et billede fra Central Park, hvor Jesper poserer yndefuldt foran Belvedere Castle, der benyttes som observatorium. Den enorme Central Park giver ly for byens lys, og man kan således fint se stjernerne. Efter vores tur i dag må vi også nikke til, at den er enorm. En ejendomsmægler har vurderet at grunden kunne udstykkes og sælges for sammenlagt 529 mia. $. Haps.
Men her er billedet. Vi skrives ved.

P1012286

Mere shop, mere natur. Mere af det hele!

29. maj, 2008 af martinwiboe

Amerikas Forenede Stater er grundlagt på tre forskellige støttesøjler:

  • Personlig frihed
  • Social mobilitet
  • Forbrug

De to første interesserer os ikke nævneværdigt, så vi besluttede os for at kaste os ud i det sidste punkt: en ordentlig shoppetur!

Som en del af vores fortsatte sundhedspleje startede vi dagen med en ostevædet croissant med indbygget omelet og bacon på Dunkin’ Donuts. Det er vigtigt med et fiberrigt måltid for at kunne klare dagens strabadser. Derefter tog vi subway’en downtown til finansdistriktet med det tidligere World Trade Center.

P1012253

World Trade Center var en noget flad oplevelse. Ikke alene er området jo forvandlet til et hul i jorden, der er tilmed også opsat et ugennemsigtigt hegn omkring hullet. Altså var der ikke mulighed for at bruge lang tid her – og det var da også udmærket, for lige ved siden af ligger 21st Century Department Store. Det er et stort outlet store, hvor man kan købe mærkevaretøj med besparelser på mere end 50% ifht. danske priser. I hjemme i Danmark kan godt berede jer på at møde et mindre fashion show når vi kommer hjem i næste måned! ;)

Efter tøjbutikken tog vi i New Yorks største elektronikbutik, J & R, hvor jeg købte en MP3 og vi lurede den nye iPod Touch.

Nu er det som bekendt ikke kun de materielle goder der skal konsumeres – der skal også føde til sjælen. Derfor gik vi til Wall Street, hvor New York Stock Exchange (børsen) ligger.

NYSE

Hverken Jesper eller jeg havde medbragt værdipapirer, så vi blev ikke lukket ind. Derefter gik vi ned ad gaden til et mindesmærke for USA’s præsidenter.

Selv vi stærke, charmerende og friske unge mænd bliver jo trætte, og vi besluttede os da også for at gå tur i Central Park. Central Park ligger i midten af Manhattan og fungerer som en grøn oase for New York indbyggere. Der foregår overraskende mange aktiviteter i parken, og vi nåede at se både kondiløbere, cyklister, basketballspillere og almindelige hundeluftere på vores tur.
Vores hotel ligger kun 5 min. gang fra parken, så vi daffede deropad. Se blot den fine natur:

P1012263P1012265P1012266

Jesper ville købe en iPhone så vi tog downtown for at se på sagerne. Apple har deres flagship store i New York, og vi regnede med at man kunne erhverve en iPhone, deres flagship product, dér. Vi tog fejl, men sceneriet i bymidten var ikke at kimse ad.
Jesper fandt en løve:
P1012270
I Tiffany’s juvelbutik var der lukket. Og vi mener altså helt lukket. Derfor denne diskrete ståldør:
P1012272

Efter dette natlige eventyr var det hjem og på hovedet i seng. Vi ser frem til i morgen, hvor vi skal se på lig, lufttransport,  og himmellegemer. Fortsættelse følger…

Welcome to New York

28. maj, 2008 af martinwiboe

Klokken er 02:45 og grænsevagten kigger uimponeret på mig. Efter en lang flyvetur med et aldrende amerikansk fly er vi endelig ankommet til JFK International Airport i New York City. Han stiller enkle spørgsmål om vores rejseplaner og baggage, og der er ingen problemer. Og dog. Det eneste, meget store, problem er, at vi endnu ikke har fået udleveret vores baggage og hotellet lukker kl. 03:00. Altså om et kvarter.
Der er ingen dækning på mobilen, og det lader til at alle de andre passagerer skal have deres baggage før vores kommer til syne. Efter rejsen føler vi os ikke godt tilpas ved tanken om at overnatte i lufthavnen, så vi skynder os gennem tolden lige så snart det kan lade sig gøre. Herefter lykkes det os at ringe til hotellet og love, at vi vil være mødt op kl. 03:30.
I højtaleren lyder der gentagne advarsler mod at benytte de uautoriserede taxier. Jesper har været den halve bygning rundt for at finde en hæveautomat, men den viste sig at være i stykker, og klokken nærmer sig de 03:10. Der må handles, og vi hopper derfor på den første uatoriserede taxa, vi kan finde. Det var heldigvis en ung gut, og han havde et meget afslappet forhold til fartgrænser. Vi fortalte, at hans drikkepenge afhang af ankomsttidspunktet på Manhattan, og så var der fuld fart over feltet!
Vi nåede frem kl. 03:40 og blev lukket ind uden ballade. Og ved synet af vores pompøse og overdådige værelse forduftede alle vore sorger og bekymringer. Dette, kære læser, er vores rummelige bolig:

P1012218

Efter en god nats søvn begav vi os ud på Manhattan. Vi sov rimelig længe, så vi startede dagen med frokost på McD på Times Square:

McDonald's på Times Square

Og derefter var vi i TOYS’r'US Megastore. Der var en dinosaur og frihedgudinden af LEGO:
T-rex kan bide dit hoved af. Watch out.Jesper er helt vild med den fine figur

Naturligvis var det vildt at se Times Sq – alt er en del større end hjemme. Jesper og jeg blev overbevist om at indtil flere af bygningerne var højere end selv Rundetårn:

P1012226

Vi fortsatte videre ned ad 42nd St til vi så New Yorks Public Library. Et stort bibliotek udført i marmor. Vi var også i Grand Central Terminal – New Yorks svar på Hovedbanegården:
 P1012240

Som næste seværdighed tog vi til De Forenede Nationers hovedkvarter ved kysten. En imponerende bygning, der blev bygget på en grund sponsoreret af John D. Rockefeller, Jr. Temaerne i lobbyens udstilling var globalt samarbejde, udryddelse af fattigdom og nødhjælp efter naturkatastrofer. Udstilingen var meget opdateret, og der var materiale om cyklonen Nargis i Burma. Desværre blev vi forment adgang til selve bygningen fordi vi ikke var del af en guided tour – og de var udsolgt. Derfor må I nøjes med et billede af en statue udenfor:

P1012245P1012244

Dagen blev sluttet af med et besøg på White Castle i det sydlige Harlem. Der er tilbud på 100 burgere for $52,99, og vi tog for os af retterne! På vejen hjem kunne vi godt mærke, at vi var de eneste hvide på gaden. Vores slidte hotel føltes helt hjemligt bagefter :)

Bon voyage

28. maj, 2008 af martinwiboe

“At rejse at er leve”. Sådan sagde den store danske forfatter, H.C. Andersen. Han havde bare aldrig prøvet at flyve med Aer Lingus.

Vores rejse til USA startede med en smertefri, og planmæssig, afgang fra Kastrup Lufthavn kl. 10:30 mandag. Medbragte væsker blev pakket i dertil indrettede plasticposer og 2,5 time efter afgang landede vores fly i Dublin International Airport kl. 12:00. Så startede balladen.

Vi fik at vide, at vores fly var 4 timer forsinket, så vi skulle vente til kl. 21 i stedet for til kl. 17, og vi fik udleveret vouchers for måltider til i alt 32€. Heldigvis skulle vi ikke selv tage baggagen med til det nye fly. Ved vores ankomst i shopping-området erfarede vi en god og en dårlig ting: vores fly var faktisk forsinket til kl. 22:45 – men til gengæld kunne vores vouchers benyttes til en pint Guiness i hotellets bar!

Jeg er sikker på at de nedenstående billeder viser, at vi prøver at komme igennem situationen, til trods for stort besvær:

 IMGP0653 IMGP0652

Vi nåede også til Dublin og se på selve Guinness-bryggeriet. Der blev søreme også tid til en lille kop øl på Gravity Bar på øverste etage, med udsigt over hele Dublin. Irerne er et venligt og snakkesaligt folk, og derfor er det en skam at man kun med nød og næppe kan forstå et ord af hvad de siger. Kusken nedenfor nåede at blive gode venner med Jesper, og han fortalte os, om hvordan indførelsen af lastbiler frem for hestevogne havde kostet ham og fire tusinde andre mænd deres job, og om hvordan han bestemt ikke brød om det Britiske Imperium. Eller, det tror vi han fortalte om.

Jesper med kusk!

Efter vi kom tilbage til lufthavnen var det blot et spørgsmål om at vente til flyet lettede. Og det gjorde det også kl. 0:00 – syv timer senere end planlagt. Vi var på vej til USA!

Frihedsgudinden. Fordi vi kan.

13. maj, 2008 af martinwiboe

Billede af frihedsgudinden:

Kortbillede

/Martin.

Første indlæg

13. maj, 2008 af martinwiboe

Sådan. Den første spæde inkarnation af en rejseblog ser hermed dagens lys. Ikke desto mindre er det dog usikkert, om bloggen fortsat skal have dette navn osv.

Mikkel og Marc rejser først til The States på torsdag, men der er også rigeligt at gøre inden da. Vi skal have planlagt ruten i Californien og hvilke seværdigheder, vi skal se i New York.

Som en forsmag på de fuldstændig uovertrufne muligheder som dagens teknologi giver os, vil den interesserede læser nedenfor kunne se et billede af mit hus i fugleperspektiv.

Kortbillede

/Martin.