Crossing Bridges

I bloggingåndens tradition får I her beretningen om vores onsdag  i San Francisco.

Vores værelse i San Francisco var ikke ligefrem med havudsigt. Faktisk var det kun udstyret med et enkelt, smalt vindue med udsigt til en baggård. Manglen på dagslys forårsagede at vi alle sov til kl. 13 på vores første, og eneste, hele dag i San Francisco.

Men efter morgenkaffen gik det da også derudad. Byens vartegn er de gamle sporvogne, der har transporteret byens indbyggere gennem de stejle gader siden 1873, og vi måtte naturligvis også prøve disse specielle vogne.

Vognene trækkes af et kabel, som ligger under gaden. Der er tre forskellige baner – for hver bane bruges en kabelløkke. Når vognen skal accelerere griber den hårdere fast i kablet, for at stoppe slippes kablet fuldstændigt. Som man kan forestille sig er dette et meget slidende system, og bremserne på vognene udskiftes da også hver anden dag.

Ved kabelbanens endestation kører vognen ind på en drejeplade og drejes ved håndkraft (!). Det var ved en sådan endestation at vi stod på kabelvognen. Pladsen er trang, og vi endte da også med at stå på et lille trin udenpå vognen – det var en meget anderledes oplevelse end et dansk s-tog. Vi stod af midtvejs og så det kabeltræk, der driver hele værket.

Der er tale om en sindrig konstruktion med store trisser, som drives elektrisk. Kablet smøres hele tiden ind i tjære for at lette på slidet. Trækværket drives af elektriske motorer, og på bygningens overetage bliver ubenyttede vogne oplagret. Der er 40 vogne i systemet, og kablet kører med 14 km/t.

Efter køreturen gik det med taxi til San Franciscos måske største vartegn – The Golden Gate Bridge. Broen er 227 m lang og forbinder San Francisco halvøen med Marin County. Da den blev bygget i 1937 var det den længste hængebro i verden. Broen indeholder 6 kørebaner og fortov i begge sider.

Broen er imidlertid også blevet indehaver af en mere dyster rekord – det er et af de steder i USA, hvor flest mennesker begår selvmord. Forholdene ved broen gør, at et udspring næsten altid har dødelig udgang. Efter ca. 4 sekunders fald rammer en udspringer vandoverfladen med over 140 km/t. Derefter er der en stærk strøm i vandet, og man har også set Hvidhajer udner broen. Man anslår, at over 1200 mennesker har taget springet, og kun 26 har overlevet.

Vi havde dog ikke disse tendenser, og derfor gik vi over broen. Det er en længere gåtur, og udsigten ind til byen er fantastisk. Det er en noget vindblæst fornøjelse, men det er bestemt det værd.

Undervejs måtte personalet gøre Marc opmærksom på, at det er en ældre bro, og at han ikke måtte anvende al sin råstyrke på den. Så nedenunder poserer han bare

Torsdag ville blive vores sidste dag i San Francisco, og vi skulle se Alcatraz-øen med tilhørende fængsel. Stay tuned!

Endelig ved Kysten

Tirsdag: Vi havde overnattet uden for San Francisco, og skulle nu til at begive os ud fra motorvejsmotellet og ind mod byen.

San Francisco er kendt som de aldrende hippiers højborg, og det var her at op mod 100.000 unge mennesker samledes i 1967 til Summer Of Love for at stadfæste deres drøm om peace, love and harmony. Den drøm druknede desværre i LSD-tåger og gamle folkevogsrugbrød, men San Francisco betragtes stadig som én af USAs smukkeste byer, der slår sig op på miljøvenlighed og frisind. San Francisco er i øvrigt også USAs – og måske hele verdens – hovedstad for bøsser og lesbiske. Det skal dog understreges, at det ikke var grunden til vroes besøg

Vi ankom til byen og brugte det meste af eftermiddagen på at finde et hotel og parkere bilen. Derefter gik det til fods gennem byens stejle gader mod havnen.
Vejene i San Francisco er umanerligt stejle, og det gælder om at have bentøjet i orden når man bevæger sig rundt. Men som de lokale siger; “hvis man bliver træt af gå på gaden kan man jo altid stoppe og læne sig op ad den”.

Havneområdet i SF hedder Fisherman’s Wharf, og det er et virvar af gademusikere, fiskeboder, turistbutikker og en enkelt udstilling af gamle spillemaskiner. Vi lagde ud  med et besøg i sidstnævnte, der er et paradis for store drenge. Udvalget spænder fra de allerførste maskiner fra 1910′erne, hvor man kan se primitive animationer, til mere nutidige skydespil. Nedenunder ser vi et begejstret publikum til en gammeldags erotisk film, som både indeholder en mand i selebukser og en kvinde med blottede ankler. Stærke sager.

Bagefter gik vi udenfor på selve havnen for at spise en lokal specialitet – muslingesuppe i en udhulet brødskål. Smagen er rigtig udmærket, men konsistensen er lidt á la gammel cykelslange:

Dernæst gik det til en anden del af havnen, nemlig Pier 39. Pier 39 er en mole, som mest af alt minder om Dyrehavsbakken. Her er et torv med arkade, souvenirbutikker, forlystelser og en scene til optrædende.

Men molens virkelige attraktion er de dovne søløver, der ligger og daser bekvemt i solen. De kan ses i baggrunden bag Marc. Marcs begejstrede udtryk skyldes i øvrigt at vi i fællesskab havde spillet i arkaden og vundet 20 små vingummiburgere, og at vi begge befandt os i en herlig sukkerrus.

Efter en lang dag var det nu hjem og på hovedet i seng. Vores besøg i San Francisco skulle vare endnu 2 dage, så stay tuned!

Den Hemmelige Bjørn

UPDATE: Efter et par dage uden hverken energi eller tid får I hermed en opdatering af bloggen: om vores besøg i Yosemite d. 16.

Mandag: Efter en enkelt overnatning i Lee Vining, en lille by som udgøres af to moteller, et møntvaskeri og et supermarked, var vi nu klar til at se Yosemite National Park.

Nationalparken indeholder en række forskellige naturfænomener, og indeholder eksotiske dyr som bjergløver og bjørne.
Den specielle grå “grizzly” bjørn pryder Californiens flag den dag i dag, selvom bjørnen sidst blev set i staten i år 1920. Bjørnen har fået sit navn på grund af sin imponerende størrelse og evne for at jage vildt, og dens latinske efternavn er da også på Horribilis.
Paradoksalt nok er bjørnenes eneste fjende mennesket, og man kan diskutere om det i virkeligheden var os som burde hedde Homo Horribilis. Til vores forsvar kan man dog nævne, at parken er anlagt med fine stier, og der gøres store anstrengelser for at holde den vilde natur så vild som muligt og begrænse de mange besøgendes påvirkning af området.

Som så mange andre nationalparker herovre dækker Yosemite et forholdsvis stort areal (sammenlagt har USAs nationalparker en størrelse som fem gange Danmark). Med størrelsen i mente begav vi os ind i parken fra østsiden.

Først blev vi mødt af en stor, isblå sø. I parken ligger der sne mange steder, og det er en smule fascinerende i betragtning af at vi befandt os i en glohed ørken i går.
Længere henne mødte vejen en flod, og som I kan se er sceneriet ikke af kimse af. Faktisk gik Marc ikke af vejen for lige at bade tæerne, selvom det var en kold fornøjelse.

Dernæst gik det videre til de mange udsigtspunkter. Olmsted Point herunder er ét af de flotteste.

Parken er en blanding af floder og klipper, og landskabet er meget frodigt. Faktisk minder omgivelserne en hel del om vores egen solskinsø, Bornholm. Manglen på Hammershus og Sol over Gudhjem var dog grund til en del ærgrelse i selskabet.
I stedet måtte vi nøjes med udsigten over Yosemite Valley fra Glacier Point-udsigtspunktet. Her kan man tydeligt fornemme hvordan landskabet er skabt af gigantiske ismasser, der har bevæget sig ned over klipperne og raspet dem glatte, som sandpapir mod træ.

Den sidste seværdighed i parken er Mariposa Giant Tree Grove. Her vokser de enorme Redwood træer. Træerne, som kendes fra film og billeder, er et levn fra forhistoriske tider.
Træet vokser til det bliver slået ihjel af vind og vejr, og det betyder at en redwood kan leve i op til 3.200 år og blive over 110 m. højt.
Træet er modstandsdygtigt over for skovbrande, så hver brand efterlader bare nye næringssalte og rum til udvidelse for træet. Faktisk er det kun en lille del af de synlige træ, som er levende. Træmassen indeni dør efterhånden som træet vokser, så det kun er et tyndt ydre lag, der vokser. Dermed kommer det inderste til at fungere som skelettet i den menneskelige krop, og det giver træet en stærk støtte mod vinden.

Til trods for vores entusiastiske kiggen fik vi dog ikke set så meget som en enkelt, skaldet bjørn i parken. Derfor gik turen nu mod San Francisco.

I Dødens Dal

Der er mange muligheder ved Grand Canyon. Fast food er ikke en af dem, så vores lørdag startede med en ganske fornuftig morgenmad i det store cafeteria ved vores hotel. Derefter gik turen til kanten af kløften.

Grand Canyon bliver jo altid beskrevet som både stor og fascinerende. Alligevel er ingen beskrivelse tilstrækkelig til at forberede én på det syn som venter en ved kanten af dette naturfænomen.
Så langt øjet rækker er der klippeformationer. Man kan ikke umiddelbart se bunden af kløften, men langs klippesiderne kan man se de forskellige jordlag og enkelte buske og jordegern, der trodser tyngdekraften og lever på den hårde klippejord.
Transport ned til bunden foregår af grusstierne, som snørkler sig langs klippesiden, gennem stenviadukter og inden om de abrupte klippefremspring.

Vi var på begrænset tid, så vi ville se så meget af stedet som muligt. Derfor startede vi med en kort vandretur på den mest populære sti, Bright Angel Trail. Stien går hele vejen ned til Colorado-floden i bunden af kløften, men den er ikke for sarte sjæle. Utallige skilte advarer om faren ved at gå til floden og op igen i samme tur, og en opslagstavle beretter om de ulykkelige skæbner som er overgået de folk, der har undervurderet solens kræfter og medbragt for lidt vand. Det gør de ikke igen.

Vores magelighed forhindrer os heldigvis i så meget som at overveje en længere vandretur, og vi var derfor hurtigt oppe på kanten igen, hvor vi gik en kort tur og så tilbage til bilen. Det næste udsigtspunkt udstillede et citat af Theodore Roosevelt, der stolt proklamerede at mennesket ikke skal ændre på kløften, thi den kan ikke forbedres.
Det er i denne ånd at nationalparken vedligeholdes i dag, og hoteller og forretninger drives efter miljøvenlige principper.

Efter vores afsked med Grand Canyon gik turen mod Death Valley. Landskabet herude er, naturligvis, meget anderledes end det hjemme, og i horisonten ses næsten altid flere bjerge. Ind i mellem dem er der til gengæld fladt som en pandekage, og vejen giver mulighed for at lade bilen udfolde sig til fulde. Inden for hastighedsgrænserne, naturligvis. Anderledes er det i bjergene, hvor bilen virkelig får lov til at arbejde for at transportere os alle fire med baggage og pakkenelliker. Dertil kommer, at airconditionen også bidrager til at vores benzinforbrug ikke er til at overse.
Herovre er der stor ballade fordi benzinen er kommet op at koste 5,10 kr. pr. liter. Vi klager ikke, og derfor kører airconditionen også for fulde gardiner. Because we’re worth it.

Undervejs stoppede vi og kiggede på et lavalandskab, der ligger omkring en inaktiv vulkan:¨

Efter en længere køretur ankom vi kl. 1:30 til et kasinohotel på Nevadas statsgrænse. Efter vi havde checket ind og skulle til at lægge os til at sove mødte vi en lille overraskelse. Sengen var ikke redt, og der var snavsede lagener på gulvet af vores værelse. Hov.
Marc og jeg bevægede os ned i receptionen, hvor receptionisten var væk og kasinokassereren spillede kort uden at ænse os. Hov.
Efter 20 minutters ventetid måtte vi insistere på at få løst situationen, og den arrogante kasserer svang sig da op til at komme op med nogle friske lagener som vi selv måtte lægge på sengen. Godnat.

Efter at have checket ud næste morgen (og skaffet en kontant rabat på værelsesprisen!) gik turen ind i Death Valley National Park. Parken består af Death Valley-dalen og de omgivende klipper, og den er et af de varmeste steder i USA.
Trøstesløsheden er total, når man kører gennem de flade, sandede stepper, der er kendt som Devil’s Golf Course – Djævelens golfbane. Omkring stepperne ligger som sagt nogle bjerge. Disse sørger for at den varme luft ikke kan undslippe, men recirkulerer og bliver varmet yderligere op. Denne proces sørger for, at temperaturen i dalen sjældent falder under 38 °C i sommerhalvåret. Om dagen er temperaturen langt højere, og i 1913 målte man 56 °C i skyggen. En ranchforvalter i dalen beskrev det således:

Det var så varmt, at jeg så svaler i fuld fart dratte døde til jorden. Da jeg gik ud for at måle temperaturen, havde jeg et vådt håndklæde over skuldrene. Da jeg kom ind igen var det tørt.

Varmen er allermest trykkende på stedet som hedder Badwater. Badwater er en saltsø med en umiskendelig lugt af svovl. Ikke meget ulig lugten i vores bil efter en dag i solen. Kilden blev navngivet af en skuffet opdager, som ikke kunne få sin hest til at drikke vandet og konstaterede at kilden havde “bad water”.
Jorden omkring kilden er dækket af salt, og området er hjemsted for enkelte, hårdføre dyrearter, bl.a. den truede Badwater Snail.
På vores vej videre gennem nationalparken blev vi mødt af et skilt om at man burde slukke aircondition for ikke at overophede bilen. Der er helt utroligt varmt, og solen er nådesløs. Vi gik en kort tur og oplevede hurtigt tørst og solskoldede nakker.
Heldigvis er vores bil ny og robust, og der var ingen problemer med overophedning. Til gengæld er “Motorfejl” lampen begyndt at lyse, og vi regner med at kontakte biludlejeren i morgen.

Her til aften er vi langt om længe nået frem til udkanten af Yosemite National Park, hvor vi overnatter på et lille motel. I morgen skal vi se Yosemite, der beskrives som en af USAs absolut smukkeste nationalparker.
Det er sjovt at opleve foranderligheden i landskabet som vi kører rundt. Fra det golde månelandskab i Nevada er vi her i Californien omgivet af frodige landskaber med træer og buske. Ved vores by, Lee Vining, ligger en stor sø, og her er klima som i Danmark.

Faktisk er det helt rart med en afveksling fra det tørre klima.
Til slut vil vi lige bemærke, at det er blevet lidt sløjt med kommentarerne. Derfor kan du som læser af dette indlæg vælge mellem at sende kontanter eller lige smide en kommentar – vi påskønner dem!

Heading East

UPDATE: Det er ren blog-amok. Husk også lige at læse indlægget nedenunder om vores ophold i Vegas!

Hvor svært kan det være? Altså at få fem gutter ud af et komfortabelt hotelværelse inden kl. 11:00?

Faktisk er det rimelig svært, men det lykkedes og hotellet havde vasket vores sokker og undertøj. Dermed udgjorde vi ikke længere en umiddelbar sundhedfare for vores omgivelser, og vi var derfor klar til at begive os mod et af naturens helt store mesterværker: Grand Canyon i Arizona.

Inden vi forlod Las Vegas skulle vi dog lige opleve det sidste som byen har at byde på, nemlig The Stratosphere Tower. Dette tårn, som naturligvis er en del af et stort hotel og kasino, er 350 meter højt, og tilbyder den mest fantastiske udsigt over Vegas. Nu er det jo USA, så der er selvfølgelig forskellige forlystelser på toppen af tårnet.

Insanity er en karruselgynge, som er placeret på en platform på 109. etage i tårnet. Under turen løftes gyngen ud over tagets kant så man svæver frit i sin stol, kun holdt op af en metalskinne. Denne forfriskende følelse af overhængende livsfare kunne vi naturligvis ikke lade gå forbi.
Når man bliver sendt ud på gyngen er det virkelig et sus i maven. De parkerede biler under ens fødder er på størrelse med tændstiksæsker, og mavefornemmelsen bliver ikke mindre når forlystelsen snurrer og centrifugalkraften løfter en op mod vandret stilling i luften.

Helt oppe på toppen af tårnet, på 112. etage, står forlystelsen Big Shot. Big Shot er meget lig Det Gyldne Tårn i Tivoli, men dels er udsigten vildere, og dels bliver man også påvirket med flere G-kræfter på vejen op i tårnet. Alt i alt var det en fuldstændig ubeskrivelig fornemmelse. Efter “affyringen” kunne vi (det er Mikkel og jeg. Marc og Jesper var kun modige nok til at spise Nachos i cafeteriet) mærke vores krop reagere mod den stærke kraft, og suget i maven var vanvittigt. Så kære venner, hvis I befinder jer i Las Vegas, så tag lige et smut forbi The Stratosphere Tower!

Dernæst var det direkte på vejen med kurs mod Maswik Lodge på kanten af Grand Canyon.

Undervejs ville vi dog ikke spare os for et kort besøg til Hoover Dam. Denne dæmning er spektakulær i kraft af sin størrelse. Dæmningen blev bygget i 1930′erne for at tæmme den mægtige Colorado-flod.
Hoover Dam er lavet af beton, og turbinerne i konstruktionen producerer elektricitet til omkring 1 mio. mennesker. Samtidig sørger dæmningen for en stabil vandforsyning til Las Vegas, Los Angeles, Phoenix og mindre byer i det sydvestlige USA og Mexico.

Her er vi nede i gangene i dæmningen og i rummet med 8 af de 17 turbiner, der producerer elektricitet:

Under opførelsen af dæmningen måtte 19 arbejdere lade livet. Det farlige arbejde bestod i at foretage sprængninger med dynamit, at klatre på de høje klipper omkring floden eller i at stå og fordele betonen i dæmningens væg. Altsammen til en fyrstelig løn af 5 $ om dagen.
Faktisk var lønnen ikke at kimse ad. USA oplevede dengang den store depression efter krakket på Wall st. i 1929, og mange arbejdere var taknemmelige for at have fået et job under de trange kår.

Undervejs melder sulten sig jo også, og midt i ørkenen er det ikke altid ligetil at få noget i skrutten. Men umiddelbart troede vi at vores bønner var blevet hørt da vi så skiltet til Chloride.
Når du tænker på klorid tænker du måske på et ubehageligt kemikalie, som river i næsen og er skadeligt i større doser. Men faktisk er det også navnet på en lille flække i ørkenen. Her ser vi koen, der byder os velkommen til Chloride:

 

Vi kørte af hovedvejen og ind i den såkaldte “by”, der ikke havde meget at byde på. Folk der har set skrækfilmen “The Texas Chainsaw Massacre” vil være bekendt med sceneriet i Chloride. Den lille by, som består mest af faldefærdige rønner, virkede død og forladt. Ud over det lukkede turistkontor og en faldefærdig kirke havde byen kun skurvogne til beboelse og en lille restaurant. Vi indfandt os i sidstnævnte.

Det var tydeligt, at stedet mest var for lokale, og der var da også opstillet en ældre herre, der under scenenavnet Professor Bill Keller sang countrymusik. Efter at have ventet i små 15 minutter på en sodavand meddelte vi tjeneren, at vi ville springe maden over og se at komme af sted. Det var intet problem, og kort efter forlod vi da også Chloride. Endnu mere sultne men en oplevelse rigere.

Et godt stykke længere henne af vejen fandt vi gudskelov en masseproduceret burgerkæde som vi lystigt kastede os over. Tak Gud for civilisationen!

Her til aften har vi så checket ind i Maswik Lodge, som er et hotel i Grand Canyon National Park. I morgen skal vi se den store kløft og vi ser frem til at blive imponerede. Indtil da, so long!

It’s Vegas, baby!

Hvis man spørger bandet R.E.M. så er “Leaving New York never easy”. Til trods for dette gik vores rejse ud af The Big Apple dog væsentlig nemmere end turen til dette forjættede land (tak, Aer Lingus!)

Efter en tidlig taxatur til John F. Kennedy Airport afgik vores Virgin America-fly planmæssigt, og undervejs var der mulighed for computerspil og madbestilling direkte fra flysædet via flyets IT-system. I modsætning til vores tidligere fly, der oplevede sin storhedstid før enden på Sovjet Unionen, var denne maskine nemlig af nyere dato med mere benplads og flinke stewarder. Så kan man lidt igen.

Til vores overraskelse ankom vi til Los Angeles International Airport tidligere end planlagt, og vores baggage mødte os øjeblikkeligt i ankomsthallen. Efter et telefonopkald blev vi mødt af en mexicaner, som kørte os til biludlejningen. Det første bud lød på en pæn sort Mitsubishi Outlander med plads til 5 personer og to kufferter.

Desværre var dette køretøj utilstrækkeligt til vores behov, og efter lidt forhandling blev vi opgraderet og kørt til Santa Monica for at hente en Chrysler Minivan med plads til 7 personer.
Behold, the mighty Minivan:

Så var det bare at hente Mikkel og Marc i lufthavnen efter et par timer med bykørsel og lidt frokost. Også denne del forløb problemfrit, og vi besluttede os hurtigt for at stikke ud på vores første rejse på den amerikanske vestkyst. Destinationen var Barstow, som ligger i nærheden af spøgelsesbyen Calico.

Det nedenstående kort viser vores rute:

Egentlig havde vi tænkt os at køre efter den spritnye Garmin GPS, som vi har medbragt, og vi blev chokerede over at opdage, hvor elendigt den fungerede. Når vi kørte på motorvej kunne den ikke længere følge med og se vores position, og den foreslog os at køre gennem byen på lokale veje. Frustrationen nåede et maksimum da den ledte os af motorvejen og ind i en bilkø for at slutte i et latinamerikansk kvarter.
Så slog det os – da vi var i New York havde vi sat den i “fodgænger-mode” for at kunne benytte den i byen. Derefter havde vi ikke skænket den en tanke.
Ups. Som fodgænger kan man ikke gå på motorvej, og her var kilden til vores problemer. Efter vi satte GPS’en til bilist var vi på motorvejen efter et kvarter, og vi kunne fortsætte vores rejse en hel del hurtigere.

De eksakte detaljer er uklare, fordi jeg faldt i søvn på vejen, men heldigvis overtog de andre rattet derefter, og vi nåede frem til vores destination inden midnat.

Vores mere trofaste læsere vil erindre de trange forhold på The Royal Park Hotel i New York, og Barstows Holiday Inn var en kærkommen afveksling. At tænke sig, her var optil flere kvadratmeter gulvplads og endda et fjernsyn. Læg dertil, at der var eget toilet frem for fællestoilet uden papir, og I vil kunne forestille jer den næsten euforiske stemning, som sænkede sig over det lille selskab. Derefter på hovedet i seng.

Om tirsdagen skulle vi se spøgelsesbyen Calico. I sine stormagtsdage levede byen og dens 1.200 indbyggere af sølv fra 500 nærliggende miner. Desværre blev prisen på sølv halveret, og det markerede enden på Calico. I dag bor der 8 mennesker i byen, som holdes i live ved hjælp af indtægter fra turisme. Byen er blandt andet kendt for at whisky her engang var billigere end vand. Hvis det havde været sådan i dag, ville vi have blevet længere. Det var desværre ikke tilfældet, og vi fortsatte derfor vores rejse ind i Nevadas ørken.

Efter en længere køretur ankom vi om eftermiddagen til Las Vegas, Nevada. Vores GPS guidede os på The Strip – hovedgaden – og vi måtte da finde vores hotel. Det var nemt, for det er som bekendt svært at gå fejl af en gigantisk sort glaspyramide med en sfinks udenfor. Faktisk er vores sfinks større end den originale. Tyg på den, Egypten!

Efter check-in var det tid til at se værelset. Luften sitrede af spænding. På billetten stod der jo Pyramid Spa Suite, og det sætter jo forventningerne højt. På den anden side, det gør navnet The Royal Park Hotel jo også.
Vi vidste derfor ikke helt hvad vi skulle vente os bag den lukkede dør, men vi blev bestemt ikke skuffede. Vores værelse, der ligger på 4. sal, har et stort badeværelse, et større soveværelse med spabad i hjørnet og tv, og en tv-stue med et ekstra tv og to sofaer. Fra spabadet er der udsigt til Las Vegas’ pulserende natteliv gennem pyramidens skrånende, tonede ruder. Sengen er naturligvis blød. Så kan man lidt igen.

Selve hotellet er spektakulært. The Luxor, som det kaldes efter den egyptiske by, indeholder over 4.400 værelser, og på toppen af pyramiden er en gigantisk lyssøjle, som kan ses 400 km ude fra rummet. Og den hjælper os til at finde hjem om aftenen. Inden i hotellet er der et stort kasino samt barer og en fancy natklub, LAX.
Hotellet er vært for to shows – man kan enten se den rødhårede komiker Carrot Top eller det topløse danseshow Fantasy.
Som et led i vores almene dannelse mente vi, at det hører sig til at se et show her i Las Vegas. Og tiderne til Fantasy passede altså bedst.

Om aftenen var vi godt sultne, og vi tog derfor til restauranten MORE i hotellets gulvplan. MORE er en buffetrestaurant, hvor der er fri sodavand og forret, hovedret og dessert for sammenlagt ca. 100 kr.
Vi er rimelig sikre på at vi fik tilført etablissementet et underskud, og det er ikke uden at knibe en stolt tåre, at vi må erkende at vi hver fik mindst 10 forskellige desserter. Smukkere fås det ikke.
Efter at have rullet en hurtig tur på The Strip var det på hovedet i seng.

 

Onsdagen gik med at sove længe (hey, det er Vegas!) og at se et imponerende haj-akvarium i nabohotellet. Hotellerne her er ekstremt store, og med alt hvad hjertet kan begære. Hvert hotel er bygget efter et bestemt tema, og vi tilbragte dagen med at se et hotell i middelalderlig stil, et replika af New York City, et gigantisk romersk hotel og Paris. Selve stemningen er en oplevelse, og vi snød os endda til at spille en hel dollar på den enarmede. Wow.

Efter aftensmaden var det tid til at se Fantasy, og showet skuffede ikke. Pigerne var flot klædt på med farverige kostumer og veløvet koreografi. Desuden var der en komiker med, og alt i alt var showet nøjagtig så sobert som vi havde håbet på. Altså meget sobert.

Aftenen blev tilbragt i spaen, og jeg vil godt allerede nu påpege, at der intet homoerotisk er i at fire fyre hygger sig i en spa. Snarere tværtimod, der var linet op med iskolde sodavand, en lille kop Tennesee Whisky og rockmusik og Johnny Cash på radioen. Det er en ganske acceptabel måde at slutte dagen på, når man er slidt efter at have gået rundt.

Torsdag markerede vores sidste hele dag i Vegas, og det blev fejret med at dase ved poolen.

Om aftenen var det igen tid til en usmageligt stor buffet i Rio (hey, det er Vegas!), hvor vi også skulle se Penn & Teller.

Til jer der ikke kender dem, Penn & Teller er en tryllekunstnerduo bestående af Penn Jillette og hans partner Teller. Parret har længe optrådt i Las Vegas, men vi kender dem mest for deres tv-show Bullshit!, hvor de tager gassen af populære myter.

Deres show var virkelig godt, med flotte tryllenumre, hvoraf en del blev afsløret, og masser af humor. Som I kan se nedenfor havde de celebre herrer også tid til at slutte af med at signere vores billetter og posere til en lille fotosession. Dernæst var det hjem og på hovedet i seng.

I morgen tager vi af sted mod Grand Canyon, og vi glæder os bestemt til at se et af naturens helt store vidundere. Indtil da: stay tuned!

So long, New York City

UPDATE: Efter et let bekymret telefonopkald fra min kære moder er dette indlæg blevet hastigt lagt op, og bloggen er dermed officielt i live igen. Bliv ved med at komme forbi – I har stadig resten af ferien til gode! Tak, mor

Som så meget andet godt har vores ophold i NYC også en ende. Efter to fantastiske uger (for Jespers og mit vedkommende) er det blevet tid til at sige farvel til denne pulserende storby, som aldrig sover.

Igennem de sidste par dage har vi, udover at forsømme bloggen, fået tid til at opleve frihedsgudinden, museerne i byen og se den zoologiske have. Altsammen under komforten af en historisk hedebølge, der har ramt USAs østkyst.

Om onsdagen var der ingen vej uden om – vi måtte naturligvis se New Yorks absolut mest kendte vartegn, Frihedsgudinden, på nært hold. For at se statuen måtte vi gennem et grundigt sikkerhedstjek før vi blev fragten til Liberty Island, som ligger syd for Manhattan.
Gudinden er en gave fra det franske til det amerikanske folk, og hendes indre stålskelet er designet af Gustave Eiffel. Ja, ham med tårnet.

Uden på er hun beklædt med over 300 kobberplader der har samme tykkelse som to mønter.
Lidt specielt har skulptøren valgt at modellere Lady Libertys ansigt efter sin mor. Kroppen er modelleret efter hans elskerinde. Som I nok har gættet var også skuptøren franskmand.
I sin ene hånd holder gudinden Frihedens Flamme, som skal lyse over alle verdens folk. I den anden hånd holder hun en stentavle med datoen 4. juli 1776 skrevet i romertal. Den kvikke læser vil erindre at De Forenede Stater erklærede uafhængighed fra England på netop denne dato.
Som et stærkt symbol har gudinden en brudt lænke om sin ene fod. Dette skal symbolisere frigørelse fra undertrykkelse og tyranni.

Gudindens pedestal er opført på et nedlagt fort, og det er dette fort der har den karakteristiske syvkantede stjerneform.

Efter besøget på Liberty Island tog vi videre til Ellis Island. Denne ø har indtil 1957 fungeret  som de amerikanske immigrationsmyndigheders kontrolpost hvor nye immigranter blev lægeundersøgt og udspurgt om deres intentioner i USA. En meget stor del af immigranterne blev tilladt indgang i landet, men for en uheldig mindre gruppe blev dette sted det sidste punkt før deres tilbagesendelse.

I dag er øen omdannet til et flot museum, og det er tankevækkende at gå gennem de tomme haller og tænke på stedets betydning for så mange mennesker. I alt nåede 16 millioner mennesker at gå gennem Ellis Island.

For en god ordens skyld så vi os også næsten nødsaget til at besøge The Museum of Sex i New York. Museet opbevarer næsten 12.000 … genstande med en eller anden form for seksuelt indhold eller seksualhistorisk betydning.
Udstillingerne spænder vidt – fra de meget sobre blledgallerier om seksualitetens betydning i forhold til reklame og forbrug, til de mere vulgære eksempler på pornografiens forskellige afskygninger. Vi opholdt os naturligvis eksklusivt i førstnævnte

Til aftensmad delte vi en kasse med 30 hamburgere fra White Castle. Der findes næsten ikke ord til at beskrive dette smukke koncept. Tænk at man kan købe 2,5 kg føde og stadig være garanteret mod den mindste form for kostfibre eller nærende mineraler.

Om torsdagen var det tid til en af New Yorks museumslivs Grand Old Men – nemlig det naturhistoriske museum, Museum of Natural History.
Museet er enormt, og det kan ikke lade sig gøre at se det på en enkelt dag. Der er utallige opsætninger af udstoppede eksotiske dyr. Desuden byder museet på artefakter fra forskellige historiske folkeslag, en imponerende samling af dinosaurknogler og en udstilling om menneskets evolution.

Om aftenen tog vi downtown og tog en båd rundt om Manhattans sydspids. Fra havsiden kan man se den berømte skyline og tre af broerne der forbinder øen med det amerikanske fastland.
Guiden mumlede helt utrolig meget, og vi måtte hurtigt give op og nøjes med at nyde synet af en af Verdens metropoler gøre sig klar til natten. Det var til gengæld heller ikke så ringe endda – fra den lille båd så vi skoven af lys udfolde sig mens mørket faldt på. Det er også ganske specielt at sejle under den gigantiske Brooklyn Bridge.

Om fredagen splittede det lille selskab. Marie, Marc og Mikkel besøgte Metropolitan Museum of Art og Museum of Modern Art mens Jesper og jeg besøgte Bronx Zoo.

Dette skyldes ikke kun at aber er sjovere end van Gogh, men også at vi har set MoMA tidligere. Og så det faktum at Bronx Zoo er en af USAs mest imponerende zoologiske haver med mere end 4.000 forskellige dyrearter, hvoraf en del er sjældne.
Haven ligger i bydelen Bronx, som ligger på det amerikanske fastland nord for Manhattan. Bronx har ry for at være et lidt barskt område – et omdømme der blev skabt under 90′ernes “crack epidemic” i New York. I denne periode kæmpede rivaliserende bander om heroinmarkedet i bydelen.
I dag er der mere fredeligt, selv om området bærer præg af at være mere fattigt og luset. Det er også tydeligt, at her fortrinsvis bor sorte mennesker. Vi oplevede ingen problemer, og da vi nåede frem var parken da også overvældende!

Her er et par billeder af vores oplevelser der:

Efter besøget i Zoo vendte vi tilbage til Manhattan og mødte de andre der. Den fælles tur gik da til Solomon R. Guggenheim Museum of Art. Museet har en flot arkitektur som kan ses både uden på og indeni bygningen. Hvis ikke det da var fordi at stedet er under heftig ombygning, så man kun kan se et stillads og en brøkdel af udstillingen. Faktisk er det kun en midlertidig udstilling fra nogle af kvarterets skolebørn, der er tilgængelig. En lidt sløj oplevelse.

Lørdagen startede på New York Police Museum. Politiet har  netop gennemgået en omstrukturering for at øge fokus på terror.
Dernæst gik det til Chinatown.

Når man træder ind i Chinatown er det straks som at befinde sig på gaden i Kina. Der er utallige boder med krydderier og levende fisk og skaldyr. Dertil kommer butikkerne med asiatiske tegneserier og konsolspil.
Ved siden af Chinatown ligger Little Italy, området for italienere. Selvom det kun drejer sig om en enkelt gade giver området et frirum, hvor folk ikke længere kigger når man går rundt med sit fedtede hår og siger “Ciao, Bella!” og “Scuzzi, scuzzi – mille grazie, bambino!”. Her spiste vi også en fornuftig italiensk middag.

Sidset dag før afrejsen var søndag, og den gik for Mikkel, Marc og Marie med shopping. Jesper og jeg tog til Brooklyn Botanic Garden og lurede på blomsterne der. Haven er imponerende og spændende anlagt, og den forudsætter bestemt ikke hverken kendskab til eller interesse for botanik.
Det er skægt, at man kan gå direkte fra den larmende storby og ind i en lille oase med en japansk have og en berømt rosenlund.

For at bevare mit velkendte tough guy-image var det imidlertid ikke nok med blomster, og jeg efterlod derfor Jesper alene med blomsterne i Brooklyn for at tage undergrundsbanen til Pier 6 i downtown Manhattan. Det var tid til at flyve i helikopter.

New York er en uoverskuelig by, og det er helt fantastisk at se den fra oven. Turen, som jeg skulle på, gik ad følgende rute:

“Afstikkeren” er en tur om Ellis Island og Liberty Island. Udsigten var fuldstændig ubeskrivelig, især når man tager ind over øen og ser det gigantiske reservoir i Central Park og Empire State Building. Der var en smule dis, men man oplevede alligevel byen på en helt anden måde end ellers. Det kan klart anbefales! Billeder:

Dernæst var det hjem at pakke og sove. Om søndagen gik turen tværs over kontinentet til Californien.

2 blev til 4, 4 blev til 5.

Bienvenido a New York. Som om det ikke var nok i forvejen har The Big Apple nu fået besøg af endnu tre danskere – Marie, Marc og Mikkel. Først ankom Marc og Mikkel i mandags. Alene for deres skyld havde Jesper og jeg strukket os til at sove til kl. 13:30

Efter deres ankomst gik det lige lukt til Times Square, hvor vi mødte en lokal celebrity; Naked Cowboy. Jeg er sikker på, at nedenstående billede formår at viderebringe glæden i situationen:

Derefter gik vi op og ned ad Fifth Avenue og så butikkerne. Det viser sig at Spider-Man rent faktisk findes. I Sony Plaza:

Efter denne lille tour var det hjem til en lille kop øl og så på hovedet i seng. Der var trods alt masser at lave i morgen, tirsdag

Tirsdag var dagen hvor Marie skulle ankomme. Vi havde købt såkaldte New York passes, der giver os adgang til de fleste af New Yorks attraktioner. Disse skulle hentes på Times Square før vi kunne fortsætte til havnen for at tage en stilfærdig sejltur ud for Manhattans kystlinje. Som en selvfølge antog vi at færgen afgik fra Manhattans sydspids, og vi læste derfor først på kortet da vi rent faktisk befandt os nær den sydlige del af øen.
Desværre havde vi taget fejl, og vi kunne nu på ingen mulig måde nå færgen fordi den gik fra midten af øen. Vi besluttede os for at tage ned til færgelejet alligevel, og der fandt vi øjeblikkeligt vores redning! THE BEAST!:

Båden sejler op til 85 km/t og der er garanti for at man bliver våd. Turen var superfed, men det våde skyldes en kåd sømand med en vandpistol. Her ser vi Mikkel og Jesper i fuld gang:

Desuden så man Frihedsgudinden fra båden:

Dernæst fik vi hentet Marie og tilbragt resten af dagen i Empire State Building:

Aftenen blev sluttet af med et sundt måltid i form af en såkaldt Baconator – en svulstig herlighed med 3 bøffer og  6 skiver bacon. Der tages forbehold for at man kan risikere et hjertetilfælde under indtagelsen:

Derefter var det hjem til et lummert hotelværelse og en god nats søvn.

Klokken nærmer sig halv et her i New York, og I vil derfor få hele historien om vores spændende oplevelser onsdag i morgen

Så til søs – Believe It or Not

Der findes ekstravagante folk. Folk, der slår ud med armene ved enhver given lejlighed, og for hvem penge ikke er noget problem. Disse folk er som oftest ikke unge mennesker foran deres studietid.

Det er vi imidlertid. Så derfor besluttede vi os for at tilbringe søndagen i sparsommelighedens tegn.
Her i NYC findes en 0.99$ butik, som vi havde frekventeret aftenen i forvejen, og derfor stod morgenmaden på billige bagels med syltetøj på tube og peanut butter. Alt sammen tilberedt i vores rigt udstyrede hotelværelse (se tidligere post). Efter morgenmaden gik det via undergrundsbanen til Manhattans sydspids ved Battery City og Battery Park.

Battery City er et rimelig nybygget beboelsesområde ved kysten, og det virker en del pænere og mere behageligt end centrum af byen. Med solskinnet og udsigten til Frihedsgudinden på venstre side og den pulserende storby på højre er det vanskeligt at savne de danske januarmorgener og det høje skattetryk, og det bliver ikke nemmere når man bevæger sig ind i Battery Park. Parken er, naturligvis, et grønt område, som er fyldt med monumenter og skulpturer mellem de snoede stier og åbne pladser.

Faktisk er det vanskeligt at nævne en krig, der ikke er at finde i Battery Parks monumentære katalog. Især var monumentet for Koreakrigen, The Universal Soldier, flot. Monumentet består af en sten med udskæring af en soldat. Gennem soldaten kan man se Frihedsgudinden, og hvert år d. 27. juli kl. 10:00 skinner solen gennem soldatens hoved direkte ned og oplyser en mindeplade for de faldne på jorden.

I lyset af dagens tema virkede som en god idé at tage færgen til Staten Island. Færgen er gratis og går hver halve time, og den lægger til ved Battery Park. Sejlturen er flot og giver mulighed for at se Manhattans skyline og Frihedsgudinden tættere på.
Da vi ankom til Staten Island måtte vi imidlertid indse en forfærdelig sandhed. Staten Island er nemlig New Yorks svar på Lolland-Falster. Øen har intet at byde på udover en børnezoo, der oven i købet var lukket i dagens anledning.
Vi nåede ikke mere end 50 meter væk fra færgeterminalen før vi besluttede os for at vende om og tage tilbage til hovedøen.

Som en sidste begivenhed for dagen tog vi til Times Square for at finde Ripley’s Believe It or Not. Dette museum indeholder alskens mærkværdigheder og sjove genstande, og det var derfor med dyb skuffelse at vi indså, at vi ikke kunne finde det. Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, og vi begav os derfor tværs over den neonoplyste plads, der summede af liv, til den store M&M’s World Store.

M&M’s er jo et ganske simpelt produkt – chokoladepastiller som, til trods for de forskellige farver, smager ens og ikke har forandret sig i de seneste 25 år. Det kan derfor undre at de kan opfylde en tre-etagers butik i byens centrum, men det er ikke desto mindre tilfældet.
I butikken er det muligt at få alt fra rygsække til små M&M’s-automater, og der er naturligvis også mulighed for at blande pastillerne i den ønskede farvekombination. Selvom smagen altså er nøjagtigt den samme.
Man kan jo hurtigt komme i kalorieunderskud herovre, så vi måtte naturligvis have en pose hver. Derefter gik det tilbage til udgangspunktet, hvor vi denne gang var i stand til at finde Ripley’s.

Museet bød på et væld af ting, men især én enkelt var chokerende; indgangsprisen! 25 $ + skat. Vi forsøgte naturligvis at hustle og udgive os for studerende, hvilket ville have givet os en svimlende rabat på en hel dollar. Desværre kan denne form for privilegier ikke tildeles folk uden behørig dokumentation for igangværende studie, og vi måtte da pænt betale fuld pris.
Selve museumsoplevelsen bar præg af en noget uorganiseret og poppet udstilling, og størstedelen af de udstillede genstande var replika, produceret i plastic. Selvfølgelig var der enkelte interessante oplevelser imellem (vidste du f.eks. at kun 1 ud af 1.000 mennesker kan folde deres tunge på langs??), men der var langt mellem snapsene.

Til gengæld var aftensmaden med bøf og sauce på T.G.I. Friday’s ikke at kimse af. Vi kan jo ikke leve af kærlighed og kildevand alene

Derefter var det da også bare med subway’en ud at købe billigbagels til i morgen og så hjem på hovedet i seng. Altså indtil vi opdagede det bedste, der er sket for os i New York indtil videre.
Som unge mennesker kan det godt blive sløjt med at leve af Diet Pepsi døgnet rundt. Vores småalkoholiserede ungdom i Danmark har lært os, at man bestemt ikke tager skade af en enkelt øl i ny og næ.
Derfor snuppede vi en six-pack Budweiser i kurven i supermarkedet og håbede på det bedste. Smilet blegnede dog en kende da kassedamen bad os om ID. Med en følelse af at slaget var tabt, hev Jesper modvilligt sit kørekort op af lommen og rakte det til kassedamen. Hun kastede et hurtigt blik på det og sagde tak.
Derefter fortsatte hun med at fortælle, at hun havde drukket og røget siden hun var 13 – især til jul hvor man kunne få fat i sprut. Der var med andre ord ingen moralske skrupler så længe proceduren med rent faktisk at se plastickortet var fulgt, og Jesper og jeg gik da også glædesstrålende ud af butikken med vores seks bajere.
For at holde bloggen familievenlig skal det dog nævnes, at vi helt bestemt regner med at strække denne ølforsyning over hele resten af ferien

I morgen ankommer Marc og Mikkel og vi skal møde dem på hotellet. Derefter står den på rundtur i byen- vi skrives ved!

Aiming for the Stars

Jesper og jeg mener selv, at vi tilhører den mere celebre del af New Yorks natteliv. Desværre har de andre kendisser ikke opdaget det endnu, så vi så os nødsaget til at starte fredagen med et besøg hos Madame Tussaud’s på Times Square:

Clinton havde som sædvanligt fingrene langt fremme:

Senere gik det op ad 5th Avenue til Tiffany’s eksklusive juvelerbutik og Rockefeller Center:

Om aftenen fortsatte vi vores utrættelige udforskning af det amerikanske fast food-miljø. Vi føler, at vi deltager i et kapløb med tiden før vores kredsløb bukker under, og det var derfor vigtigt for os at nå at spise på Burger King for første gang på denne ferie.

Fra og med lørdag er der World Science Festival i New York City. Byen byder på foredrag med tryllekunstnere, atomfysikere og nobelprismodtagere.
Som et led i vores omfattende planlægning har Jesper og jeg naturligvis ikke fået købt billetter, så dagen startede med at stå i kø til billetkontoret ved New Yorks Universitet. Universitetet er USAs største private universitet, og vi havde da også mere end almindeligt svært ved bare at finde indgangen. Desværre blev vores anstrengelser ikke præmieret – det var ikke muligt at få billetter til den første forestilling.
Vi tog en smule ud i byen og fandt Forbidden Planet – en butik, som indeholder alt hvad hjertet kan begære inden for tegneserier, skulpturer af fiktive skurke og japansk manga. Hvis man leder efter en bestemt tegneserie (eller en samling fedtede nørder, for den sags skyld) kan den garanteret fås her.

Efter et kort kig i butikken tog vi igen tilbage til universitetet for at få billetter til showet klokken 12:30. Heller ikke denne gang blev vores udholdenhed belønnet – der var ingen billetter. Tværtimod opnåede vi ikke andet end at blive fanget i et stort regnvejr. Det lagde en dæmper på interessen for parken ved universitetet, Washington Square Park.

Set i lyset af vejrets fjendtlighed valgte vi at tilbringe resten af dagen på Museum of Modern Art. Museet er netop renoveret for omkring en halv milliard $. Og der er da også malet pænt. Selve indholdet af bygningen er også interessant – der er en stor udstilling om moderne design af hverdagsting – fancy stole og piskeris. Desuden byder museet på en overvældende samling af videoer og alternative opstillinger. De fleste ting var rimelig funky, og der var rig lejlighed til at spekulere over, hvad tanken bag mon var:

Ovenpå er der skulpturer og mere traditionel kunst. Blandt de mere kendte værker fandt vi Andy Warhols Campbell-suppedåser og Roy Lichtensteins druknende tegneseriekvinde:

Dagen blev sluttet af i en biograf downtown, hvor vi så filmen Stuck. Den handler om en kvinde, der påkører en vagabond som kommer til at sidde fast (“stuck”) i hendes forrude. Af frygt for sin karriere vælger kvinden at lade manden blive siddende i sin garage. Det kommer der naturligvis en del komplikationer ud af – den kan anbefales!

Lad os slutte af med et billede af Jesper og The Man In Black, Johnny Cash himself.