UPDATE: Efter et par dage uden hverken energi eller tid får I hermed en opdatering af bloggen: om vores besøg i Yosemite d. 16.
Mandag: Efter en enkelt overnatning i Lee Vining, en lille by som udgøres af to moteller, et møntvaskeri og et supermarked, var vi nu klar til at se Yosemite National Park.
Nationalparken indeholder en række forskellige naturfænomener, og indeholder eksotiske dyr som bjergløver og bjørne.
Den specielle grå “grizzly” bjørn pryder Californiens flag den dag i dag, selvom bjørnen sidst blev set i staten i år 1920. Bjørnen har fået sit navn på grund af sin imponerende størrelse og evne for at jage vildt, og dens latinske efternavn er da også på Horribilis.
Paradoksalt nok er bjørnenes eneste fjende mennesket, og man kan diskutere om det i virkeligheden var os som burde hedde Homo Horribilis. Til vores forsvar kan man dog nævne, at parken er anlagt med fine stier, og der gøres store anstrengelser for at holde den vilde natur så vild som muligt og begrænse de mange besøgendes påvirkning af området.
Som så mange andre nationalparker herovre dækker Yosemite et forholdsvis stort areal (sammenlagt har USAs nationalparker en størrelse som fem gange Danmark). Med størrelsen i mente begav vi os ind i parken fra østsiden.
Først blev vi mødt af en stor, isblå sø. I parken ligger der sne mange steder, og det er en smule fascinerende i betragtning af at vi befandt os i en glohed ørken i går.
Længere henne mødte vejen en flod, og som I kan se er sceneriet ikke af kimse af. Faktisk gik Marc ikke af vejen for lige at bade tæerne, selvom det var en kold fornøjelse.
Dernæst gik det videre til de mange udsigtspunkter. Olmsted Point herunder er ét af de flotteste.
Parken er en blanding af floder og klipper, og landskabet er meget frodigt. Faktisk minder omgivelserne en hel del om vores egen solskinsø, Bornholm. Manglen på Hammershus og Sol over Gudhjem var dog grund til en del ærgrelse i selskabet.
I stedet måtte vi nøjes med udsigten over Yosemite Valley fra Glacier Point-udsigtspunktet. Her kan man tydeligt fornemme hvordan landskabet er skabt af gigantiske ismasser, der har bevæget sig ned over klipperne og raspet dem glatte, som sandpapir mod træ.
Den sidste seværdighed i parken er Mariposa Giant Tree Grove. Her vokser de enorme Redwood træer. Træerne, som kendes fra film og billeder, er et levn fra forhistoriske tider.
Træet vokser til det bliver slået ihjel af vind og vejr, og det betyder at en redwood kan leve i op til 3.200 år og blive over 110 m. højt.
Træet er modstandsdygtigt over for skovbrande, så hver brand efterlader bare nye næringssalte og rum til udvidelse for træet. Faktisk er det kun en lille del af de synlige træ, som er levende. Træmassen indeni dør efterhånden som træet vokser, så det kun er et tyndt ydre lag, der vokser. Dermed kommer det inderste til at fungere som skelettet i den menneskelige krop, og det giver træet en stærk støtte mod vinden.
Til trods for vores entusiastiske kiggen fik vi dog ikke set så meget som en enkelt, skaldet bjørn i parken. Derfor gik turen nu mod San Francisco.
