I Dødens Dal

Der er mange muligheder ved Grand Canyon. Fast food er ikke en af dem, så vores lørdag startede med en ganske fornuftig morgenmad i det store cafeteria ved vores hotel. Derefter gik turen til kanten af kløften.

Grand Canyon bliver jo altid beskrevet som både stor og fascinerende. Alligevel er ingen beskrivelse tilstrækkelig til at forberede én på det syn som venter en ved kanten af dette naturfænomen.
Så langt øjet rækker er der klippeformationer. Man kan ikke umiddelbart se bunden af kløften, men langs klippesiderne kan man se de forskellige jordlag og enkelte buske og jordegern, der trodser tyngdekraften og lever på den hårde klippejord.
Transport ned til bunden foregår af grusstierne, som snørkler sig langs klippesiden, gennem stenviadukter og inden om de abrupte klippefremspring.

Vi var på begrænset tid, så vi ville se så meget af stedet som muligt. Derfor startede vi med en kort vandretur på den mest populære sti, Bright Angel Trail. Stien går hele vejen ned til Colorado-floden i bunden af kløften, men den er ikke for sarte sjæle. Utallige skilte advarer om faren ved at gå til floden og op igen i samme tur, og en opslagstavle beretter om de ulykkelige skæbner som er overgået de folk, der har undervurderet solens kræfter og medbragt for lidt vand. Det gør de ikke igen.

Vores magelighed forhindrer os heldigvis i så meget som at overveje en længere vandretur, og vi var derfor hurtigt oppe på kanten igen, hvor vi gik en kort tur og så tilbage til bilen. Det næste udsigtspunkt udstillede et citat af Theodore Roosevelt, der stolt proklamerede at mennesket ikke skal ændre på kløften, thi den kan ikke forbedres.
Det er i denne ånd at nationalparken vedligeholdes i dag, og hoteller og forretninger drives efter miljøvenlige principper.

Efter vores afsked med Grand Canyon gik turen mod Death Valley. Landskabet herude er, naturligvis, meget anderledes end det hjemme, og i horisonten ses næsten altid flere bjerge. Ind i mellem dem er der til gengæld fladt som en pandekage, og vejen giver mulighed for at lade bilen udfolde sig til fulde. Inden for hastighedsgrænserne, naturligvis. Anderledes er det i bjergene, hvor bilen virkelig får lov til at arbejde for at transportere os alle fire med baggage og pakkenelliker. Dertil kommer, at airconditionen også bidrager til at vores benzinforbrug ikke er til at overse.
Herovre er der stor ballade fordi benzinen er kommet op at koste 5,10 kr. pr. liter. Vi klager ikke, og derfor kører airconditionen også for fulde gardiner. Because we’re worth it.

Undervejs stoppede vi og kiggede på et lavalandskab, der ligger omkring en inaktiv vulkan:¨

Efter en længere køretur ankom vi kl. 1:30 til et kasinohotel på Nevadas statsgrænse. Efter vi havde checket ind og skulle til at lægge os til at sove mødte vi en lille overraskelse. Sengen var ikke redt, og der var snavsede lagener på gulvet af vores værelse. Hov.
Marc og jeg bevægede os ned i receptionen, hvor receptionisten var væk og kasinokassereren spillede kort uden at ænse os. Hov.
Efter 20 minutters ventetid måtte vi insistere på at få løst situationen, og den arrogante kasserer svang sig da op til at komme op med nogle friske lagener som vi selv måtte lægge på sengen. Godnat.

Efter at have checket ud næste morgen (og skaffet en kontant rabat på værelsesprisen!) gik turen ind i Death Valley National Park. Parken består af Death Valley-dalen og de omgivende klipper, og den er et af de varmeste steder i USA.
Trøstesløsheden er total, når man kører gennem de flade, sandede stepper, der er kendt som Devil’s Golf Course – Djævelens golfbane. Omkring stepperne ligger som sagt nogle bjerge. Disse sørger for at den varme luft ikke kan undslippe, men recirkulerer og bliver varmet yderligere op. Denne proces sørger for, at temperaturen i dalen sjældent falder under 38 °C i sommerhalvåret. Om dagen er temperaturen langt højere, og i 1913 målte man 56 °C i skyggen. En ranchforvalter i dalen beskrev det således:

Det var så varmt, at jeg så svaler i fuld fart dratte døde til jorden. Da jeg gik ud for at måle temperaturen, havde jeg et vådt håndklæde over skuldrene. Da jeg kom ind igen var det tørt.

Varmen er allermest trykkende på stedet som hedder Badwater. Badwater er en saltsø med en umiskendelig lugt af svovl. Ikke meget ulig lugten i vores bil efter en dag i solen. Kilden blev navngivet af en skuffet opdager, som ikke kunne få sin hest til at drikke vandet og konstaterede at kilden havde “bad water”.
Jorden omkring kilden er dækket af salt, og området er hjemsted for enkelte, hårdføre dyrearter, bl.a. den truede Badwater Snail.
På vores vej videre gennem nationalparken blev vi mødt af et skilt om at man burde slukke aircondition for ikke at overophede bilen. Der er helt utroligt varmt, og solen er nådesløs. Vi gik en kort tur og oplevede hurtigt tørst og solskoldede nakker.
Heldigvis er vores bil ny og robust, og der var ingen problemer med overophedning. Til gengæld er “Motorfejl” lampen begyndt at lyse, og vi regner med at kontakte biludlejeren i morgen.

Her til aften er vi langt om længe nået frem til udkanten af Yosemite National Park, hvor vi overnatter på et lille motel. I morgen skal vi se Yosemite, der beskrives som en af USAs absolut smukkeste nationalparker.
Det er sjovt at opleve foranderligheden i landskabet som vi kører rundt. Fra det golde månelandskab i Nevada er vi her i Californien omgivet af frodige landskaber med træer og buske. Ved vores by, Lee Vining, ligger en stor sø, og her er klima som i Danmark.

Faktisk er det helt rart med en afveksling fra det tørre klima.
Til slut vil vi lige bemærke, at det er blevet lidt sløjt med kommentarerne. Derfor kan du som læser af dette indlæg vælge mellem at sende kontanter eller lige smide en kommentar – vi påskønner dem!