It’s Vegas, baby!

Hvis man spørger bandet R.E.M. så er “Leaving New York never easy”. Til trods for dette gik vores rejse ud af The Big Apple dog væsentlig nemmere end turen til dette forjættede land (tak, Aer Lingus!)

Efter en tidlig taxatur til John F. Kennedy Airport afgik vores Virgin America-fly planmæssigt, og undervejs var der mulighed for computerspil og madbestilling direkte fra flysædet via flyets IT-system. I modsætning til vores tidligere fly, der oplevede sin storhedstid før enden på Sovjet Unionen, var denne maskine nemlig af nyere dato med mere benplads og flinke stewarder. Så kan man lidt igen.

Til vores overraskelse ankom vi til Los Angeles International Airport tidligere end planlagt, og vores baggage mødte os øjeblikkeligt i ankomsthallen. Efter et telefonopkald blev vi mødt af en mexicaner, som kørte os til biludlejningen. Det første bud lød på en pæn sort Mitsubishi Outlander med plads til 5 personer og to kufferter.

Desværre var dette køretøj utilstrækkeligt til vores behov, og efter lidt forhandling blev vi opgraderet og kørt til Santa Monica for at hente en Chrysler Minivan med plads til 7 personer.
Behold, the mighty Minivan:

Så var det bare at hente Mikkel og Marc i lufthavnen efter et par timer med bykørsel og lidt frokost. Også denne del forløb problemfrit, og vi besluttede os hurtigt for at stikke ud på vores første rejse på den amerikanske vestkyst. Destinationen var Barstow, som ligger i nærheden af spøgelsesbyen Calico.

Det nedenstående kort viser vores rute:

Egentlig havde vi tænkt os at køre efter den spritnye Garmin GPS, som vi har medbragt, og vi blev chokerede over at opdage, hvor elendigt den fungerede. Når vi kørte på motorvej kunne den ikke længere følge med og se vores position, og den foreslog os at køre gennem byen på lokale veje. Frustrationen nåede et maksimum da den ledte os af motorvejen og ind i en bilkø for at slutte i et latinamerikansk kvarter.
Så slog det os – da vi var i New York havde vi sat den i “fodgænger-mode” for at kunne benytte den i byen. Derefter havde vi ikke skænket den en tanke.
Ups. Som fodgænger kan man ikke gå på motorvej, og her var kilden til vores problemer. Efter vi satte GPS’en til bilist var vi på motorvejen efter et kvarter, og vi kunne fortsætte vores rejse en hel del hurtigere.

De eksakte detaljer er uklare, fordi jeg faldt i søvn på vejen, men heldigvis overtog de andre rattet derefter, og vi nåede frem til vores destination inden midnat.

Vores mere trofaste læsere vil erindre de trange forhold på The Royal Park Hotel i New York, og Barstows Holiday Inn var en kærkommen afveksling. At tænke sig, her var optil flere kvadratmeter gulvplads og endda et fjernsyn. Læg dertil, at der var eget toilet frem for fællestoilet uden papir, og I vil kunne forestille jer den næsten euforiske stemning, som sænkede sig over det lille selskab. Derefter på hovedet i seng.

Om tirsdagen skulle vi se spøgelsesbyen Calico. I sine stormagtsdage levede byen og dens 1.200 indbyggere af sølv fra 500 nærliggende miner. Desværre blev prisen på sølv halveret, og det markerede enden på Calico. I dag bor der 8 mennesker i byen, som holdes i live ved hjælp af indtægter fra turisme. Byen er blandt andet kendt for at whisky her engang var billigere end vand. Hvis det havde været sådan i dag, ville vi have blevet længere. Det var desværre ikke tilfældet, og vi fortsatte derfor vores rejse ind i Nevadas ørken.

Efter en længere køretur ankom vi om eftermiddagen til Las Vegas, Nevada. Vores GPS guidede os på The Strip – hovedgaden – og vi måtte da finde vores hotel. Det var nemt, for det er som bekendt svært at gå fejl af en gigantisk sort glaspyramide med en sfinks udenfor. Faktisk er vores sfinks større end den originale. Tyg på den, Egypten!

Efter check-in var det tid til at se værelset. Luften sitrede af spænding. På billetten stod der jo Pyramid Spa Suite, og det sætter jo forventningerne højt. På den anden side, det gør navnet The Royal Park Hotel jo også.
Vi vidste derfor ikke helt hvad vi skulle vente os bag den lukkede dør, men vi blev bestemt ikke skuffede. Vores værelse, der ligger på 4. sal, har et stort badeværelse, et større soveværelse med spabad i hjørnet og tv, og en tv-stue med et ekstra tv og to sofaer. Fra spabadet er der udsigt til Las Vegas’ pulserende natteliv gennem pyramidens skrånende, tonede ruder. Sengen er naturligvis blød. Så kan man lidt igen.

Selve hotellet er spektakulært. The Luxor, som det kaldes efter den egyptiske by, indeholder over 4.400 værelser, og på toppen af pyramiden er en gigantisk lyssøjle, som kan ses 400 km ude fra rummet. Og den hjælper os til at finde hjem om aftenen. Inden i hotellet er der et stort kasino samt barer og en fancy natklub, LAX.
Hotellet er vært for to shows – man kan enten se den rødhårede komiker Carrot Top eller det topløse danseshow Fantasy.
Som et led i vores almene dannelse mente vi, at det hører sig til at se et show her i Las Vegas. Og tiderne til Fantasy passede altså bedst.

Om aftenen var vi godt sultne, og vi tog derfor til restauranten MORE i hotellets gulvplan. MORE er en buffetrestaurant, hvor der er fri sodavand og forret, hovedret og dessert for sammenlagt ca. 100 kr.
Vi er rimelig sikre på at vi fik tilført etablissementet et underskud, og det er ikke uden at knibe en stolt tåre, at vi må erkende at vi hver fik mindst 10 forskellige desserter. Smukkere fås det ikke.
Efter at have rullet en hurtig tur på The Strip var det på hovedet i seng.

 

Onsdagen gik med at sove længe (hey, det er Vegas!) og at se et imponerende haj-akvarium i nabohotellet. Hotellerne her er ekstremt store, og med alt hvad hjertet kan begære. Hvert hotel er bygget efter et bestemt tema, og vi tilbragte dagen med at se et hotell i middelalderlig stil, et replika af New York City, et gigantisk romersk hotel og Paris. Selve stemningen er en oplevelse, og vi snød os endda til at spille en hel dollar på den enarmede. Wow.

Efter aftensmaden var det tid til at se Fantasy, og showet skuffede ikke. Pigerne var flot klædt på med farverige kostumer og veløvet koreografi. Desuden var der en komiker med, og alt i alt var showet nøjagtig så sobert som vi havde håbet på. Altså meget sobert.

Aftenen blev tilbragt i spaen, og jeg vil godt allerede nu påpege, at der intet homoerotisk er i at fire fyre hygger sig i en spa. Snarere tværtimod, der var linet op med iskolde sodavand, en lille kop Tennesee Whisky og rockmusik og Johnny Cash på radioen. Det er en ganske acceptabel måde at slutte dagen på, når man er slidt efter at have gået rundt.

Torsdag markerede vores sidste hele dag i Vegas, og det blev fejret med at dase ved poolen.

Om aftenen var det igen tid til en usmageligt stor buffet i Rio (hey, det er Vegas!), hvor vi også skulle se Penn & Teller.

Til jer der ikke kender dem, Penn & Teller er en tryllekunstnerduo bestående af Penn Jillette og hans partner Teller. Parret har længe optrådt i Las Vegas, men vi kender dem mest for deres tv-show Bullshit!, hvor de tager gassen af populære myter.

Deres show var virkelig godt, med flotte tryllenumre, hvoraf en del blev afsløret, og masser af humor. Som I kan se nedenfor havde de celebre herrer også tid til at slutte af med at signere vores billetter og posere til en lille fotosession. Dernæst var det hjem og på hovedet i seng.

I morgen tager vi af sted mod Grand Canyon, og vi glæder os bestemt til at se et af naturens helt store vidundere. Indtil da: stay tuned!