Heading East

UPDATE: Det er ren blog-amok. Husk også lige at læse indlægget nedenunder om vores ophold i Vegas!

Hvor svært kan det være? Altså at få fem gutter ud af et komfortabelt hotelværelse inden kl. 11:00?

Faktisk er det rimelig svært, men det lykkedes og hotellet havde vasket vores sokker og undertøj. Dermed udgjorde vi ikke længere en umiddelbar sundhedfare for vores omgivelser, og vi var derfor klar til at begive os mod et af naturens helt store mesterværker: Grand Canyon i Arizona.

Inden vi forlod Las Vegas skulle vi dog lige opleve det sidste som byen har at byde på, nemlig The Stratosphere Tower. Dette tårn, som naturligvis er en del af et stort hotel og kasino, er 350 meter højt, og tilbyder den mest fantastiske udsigt over Vegas. Nu er det jo USA, så der er selvfølgelig forskellige forlystelser på toppen af tårnet.

Insanity er en karruselgynge, som er placeret på en platform på 109. etage i tårnet. Under turen løftes gyngen ud over tagets kant så man svæver frit i sin stol, kun holdt op af en metalskinne. Denne forfriskende følelse af overhængende livsfare kunne vi naturligvis ikke lade gå forbi.
Når man bliver sendt ud på gyngen er det virkelig et sus i maven. De parkerede biler under ens fødder er på størrelse med tændstiksæsker, og mavefornemmelsen bliver ikke mindre når forlystelsen snurrer og centrifugalkraften løfter en op mod vandret stilling i luften.

Helt oppe på toppen af tårnet, på 112. etage, står forlystelsen Big Shot. Big Shot er meget lig Det Gyldne Tårn i Tivoli, men dels er udsigten vildere, og dels bliver man også påvirket med flere G-kræfter på vejen op i tårnet. Alt i alt var det en fuldstændig ubeskrivelig fornemmelse. Efter “affyringen” kunne vi (det er Mikkel og jeg. Marc og Jesper var kun modige nok til at spise Nachos i cafeteriet) mærke vores krop reagere mod den stærke kraft, og suget i maven var vanvittigt. Så kære venner, hvis I befinder jer i Las Vegas, så tag lige et smut forbi The Stratosphere Tower!

Dernæst var det direkte på vejen med kurs mod Maswik Lodge på kanten af Grand Canyon.

Undervejs ville vi dog ikke spare os for et kort besøg til Hoover Dam. Denne dæmning er spektakulær i kraft af sin størrelse. Dæmningen blev bygget i 1930′erne for at tæmme den mægtige Colorado-flod.
Hoover Dam er lavet af beton, og turbinerne i konstruktionen producerer elektricitet til omkring 1 mio. mennesker. Samtidig sørger dæmningen for en stabil vandforsyning til Las Vegas, Los Angeles, Phoenix og mindre byer i det sydvestlige USA og Mexico.

Her er vi nede i gangene i dæmningen og i rummet med 8 af de 17 turbiner, der producerer elektricitet:

Under opførelsen af dæmningen måtte 19 arbejdere lade livet. Det farlige arbejde bestod i at foretage sprængninger med dynamit, at klatre på de høje klipper omkring floden eller i at stå og fordele betonen i dæmningens væg. Altsammen til en fyrstelig løn af 5 $ om dagen.
Faktisk var lønnen ikke at kimse ad. USA oplevede dengang den store depression efter krakket på Wall st. i 1929, og mange arbejdere var taknemmelige for at have fået et job under de trange kår.

Undervejs melder sulten sig jo også, og midt i ørkenen er det ikke altid ligetil at få noget i skrutten. Men umiddelbart troede vi at vores bønner var blevet hørt da vi så skiltet til Chloride.
Når du tænker på klorid tænker du måske på et ubehageligt kemikalie, som river i næsen og er skadeligt i større doser. Men faktisk er det også navnet på en lille flække i ørkenen. Her ser vi koen, der byder os velkommen til Chloride:

 

Vi kørte af hovedvejen og ind i den såkaldte “by”, der ikke havde meget at byde på. Folk der har set skrækfilmen “The Texas Chainsaw Massacre” vil være bekendt med sceneriet i Chloride. Den lille by, som består mest af faldefærdige rønner, virkede død og forladt. Ud over det lukkede turistkontor og en faldefærdig kirke havde byen kun skurvogne til beboelse og en lille restaurant. Vi indfandt os i sidstnævnte.

Det var tydeligt, at stedet mest var for lokale, og der var da også opstillet en ældre herre, der under scenenavnet Professor Bill Keller sang countrymusik. Efter at have ventet i små 15 minutter på en sodavand meddelte vi tjeneren, at vi ville springe maden over og se at komme af sted. Det var intet problem, og kort efter forlod vi da også Chloride. Endnu mere sultne men en oplevelse rigere.

Et godt stykke længere henne af vejen fandt vi gudskelov en masseproduceret burgerkæde som vi lystigt kastede os over. Tak Gud for civilisationen!

Her til aften har vi så checket ind i Maswik Lodge, som er et hotel i Grand Canyon National Park. I morgen skal vi se den store kløft og vi ser frem til at blive imponerede. Indtil da, so long!