Så til søs – Believe It or Not

Der findes ekstravagante folk. Folk, der slår ud med armene ved enhver given lejlighed, og for hvem penge ikke er noget problem. Disse folk er som oftest ikke unge mennesker foran deres studietid.

Det er vi imidlertid. Så derfor besluttede vi os for at tilbringe søndagen i sparsommelighedens tegn.
Her i NYC findes en 0.99$ butik, som vi havde frekventeret aftenen i forvejen, og derfor stod morgenmaden på billige bagels med syltetøj på tube og peanut butter. Alt sammen tilberedt i vores rigt udstyrede hotelværelse (se tidligere post). Efter morgenmaden gik det via undergrundsbanen til Manhattans sydspids ved Battery City og Battery Park.

Battery City er et rimelig nybygget beboelsesområde ved kysten, og det virker en del pænere og mere behageligt end centrum af byen. Med solskinnet og udsigten til Frihedsgudinden på venstre side og den pulserende storby på højre er det vanskeligt at savne de danske januarmorgener og det høje skattetryk, og det bliver ikke nemmere når man bevæger sig ind i Battery Park. Parken er, naturligvis, et grønt område, som er fyldt med monumenter og skulpturer mellem de snoede stier og åbne pladser.

Faktisk er det vanskeligt at nævne en krig, der ikke er at finde i Battery Parks monumentære katalog. Især var monumentet for Koreakrigen, The Universal Soldier, flot. Monumentet består af en sten med udskæring af en soldat. Gennem soldaten kan man se Frihedsgudinden, og hvert år d. 27. juli kl. 10:00 skinner solen gennem soldatens hoved direkte ned og oplyser en mindeplade for de faldne på jorden.

I lyset af dagens tema virkede som en god idé at tage færgen til Staten Island. Færgen er gratis og går hver halve time, og den lægger til ved Battery Park. Sejlturen er flot og giver mulighed for at se Manhattans skyline og Frihedsgudinden tættere på.
Da vi ankom til Staten Island måtte vi imidlertid indse en forfærdelig sandhed. Staten Island er nemlig New Yorks svar på Lolland-Falster. Øen har intet at byde på udover en børnezoo, der oven i købet var lukket i dagens anledning.
Vi nåede ikke mere end 50 meter væk fra færgeterminalen før vi besluttede os for at vende om og tage tilbage til hovedøen.

Som en sidste begivenhed for dagen tog vi til Times Square for at finde Ripley’s Believe It or Not. Dette museum indeholder alskens mærkværdigheder og sjove genstande, og det var derfor med dyb skuffelse at vi indså, at vi ikke kunne finde det. Men intet er så galt at det ikke er godt for noget, og vi begav os derfor tværs over den neonoplyste plads, der summede af liv, til den store M&M’s World Store.

M&M’s er jo et ganske simpelt produkt – chokoladepastiller som, til trods for de forskellige farver, smager ens og ikke har forandret sig i de seneste 25 år. Det kan derfor undre at de kan opfylde en tre-etagers butik i byens centrum, men det er ikke desto mindre tilfældet.
I butikken er det muligt at få alt fra rygsække til små M&M’s-automater, og der er naturligvis også mulighed for at blande pastillerne i den ønskede farvekombination. Selvom smagen altså er nøjagtigt den samme.
Man kan jo hurtigt komme i kalorieunderskud herovre, så vi måtte naturligvis have en pose hver. Derefter gik det tilbage til udgangspunktet, hvor vi denne gang var i stand til at finde Ripley’s.

Museet bød på et væld af ting, men især én enkelt var chokerende; indgangsprisen! 25 $ + skat. Vi forsøgte naturligvis at hustle og udgive os for studerende, hvilket ville have givet os en svimlende rabat på en hel dollar. Desværre kan denne form for privilegier ikke tildeles folk uden behørig dokumentation for igangværende studie, og vi måtte da pænt betale fuld pris.
Selve museumsoplevelsen bar præg af en noget uorganiseret og poppet udstilling, og størstedelen af de udstillede genstande var replika, produceret i plastic. Selvfølgelig var der enkelte interessante oplevelser imellem (vidste du f.eks. at kun 1 ud af 1.000 mennesker kan folde deres tunge på langs??), men der var langt mellem snapsene.

Til gengæld var aftensmaden med bøf og sauce på T.G.I. Friday’s ikke at kimse af. Vi kan jo ikke leve af kærlighed og kildevand alene

Derefter var det da også bare med subway’en ud at købe billigbagels til i morgen og så hjem på hovedet i seng. Altså indtil vi opdagede det bedste, der er sket for os i New York indtil videre.
Som unge mennesker kan det godt blive sløjt med at leve af Diet Pepsi døgnet rundt. Vores småalkoholiserede ungdom i Danmark har lært os, at man bestemt ikke tager skade af en enkelt øl i ny og næ.
Derfor snuppede vi en six-pack Budweiser i kurven i supermarkedet og håbede på det bedste. Smilet blegnede dog en kende da kassedamen bad os om ID. Med en følelse af at slaget var tabt, hev Jesper modvilligt sit kørekort op af lommen og rakte det til kassedamen. Hun kastede et hurtigt blik på det og sagde tak.
Derefter fortsatte hun med at fortælle, at hun havde drukket og røget siden hun var 13 – især til jul hvor man kunne få fat i sprut. Der var med andre ord ingen moralske skrupler så længe proceduren med rent faktisk at se plastickortet var fulgt, og Jesper og jeg gik da også glædesstrålende ud af butikken med vores seks bajere.
For at holde bloggen familievenlig skal det dog nævnes, at vi helt bestemt regner med at strække denne ølforsyning over hele resten af ferien

I morgen ankommer Marc og Mikkel og vi skal møde dem på hotellet. Derefter står den på rundtur i byen- vi skrives ved!